1. Verdenskrig
1. verdenskrig var en global militær konflikt, der varede fra 1. august 1914 til 11. november 1918 og fandt sted på slagmarker i Europa, men også i Mellemøsten, Afrika og en smule i Sydøstasien. Krigen kostede over ni millioner menneskeliv og blev dermed en af de blodigste konflikter i verdenshistorien.
Krigen blev udløst af mordet i Sarajevo den 28. juni 1914 på den Østrig-ungarske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand, som blev myrdet af den serbiske nationalist Gavrilo Princip. Dette mord udløste krig mellem i første omgang Østrig-Ungarn og Serbien og efterfølgende en række krigserklæringer forårsaget af den indgroede mistillid, de indviklede europæiske alliancesystemer havde opbygget til hinanden. Dermed udløstes de store spændinger Europa på denne tid var præget af, og af mange blev krigen derfor set som en lettelse, der kunne tage trykket af stormagternes provokationer over for hinanden. Man forventede i alle lande, at krigen ville være overstået i løbet af blot et par måneder.
Første Verdenskrig blev i begyndelsen hovedsageligt ført mellem Centralmagterne, det Tyske kejserrige og Østrig-Ungarn på den ene side, og Ententemagterne, hvilket var en alliance mellem Frankrig, Storbritannien, Rusland og Serbien, på den anden side. Belgien blev pga. et tysk angreb presset ind i alliancen mod centralmagterne, en alliance som også USA (1917), Italien (1915), Rumænien (1916) og flere andre lande senere tiltrådte. Krigen endte med Centralmagternes nederlag og blev endelig formelt afsluttet ved indgåelsen af Versaillestraktaten i sommeren 1919, som pålagde Tyskland skylden for krigen og dermed krigsskadeserstatninger til især Frankrig.
Konsekvenserne af 1. verdenskrig var enorme for det europæiske kontinent. Østrig-Ungarn og det Osmanniske Rige forsvandt og blev erstattet af en mængde mindre østeuropæiske stater. Det slagne Tyskland blev omdannet fra monarki til republik og mistede områderne Alsace og Lorraine til Frankrig. Oktoberrevolutionen i Rusland skabte den første kommunistiske stat i verden, Sovjetunionen. Af mange europæiske historikere betegnes 1. verdenskrig som “urkatastrofen”, fordi man med fredsslutningen ikke formåede at bilægge de iboende stridigheder mellem landene, der havde været årsagen til krigen, og hvis fjernelse var nødvendig for at skabe et stabilt og fredeligt Europa efter krigen, men at krigen og fredsslutningen i stedet blev en slags forløber for en endnu større katastrofe, 2. verdenskrig.
2. Verdenskrig
2. Verdenskrig var en verdensomspændende krig, der til at begynde med førtes på to adskilte skuepladser: I Fjernøsten begyndte den med Japans angreb på Kina d. 7/7 1937 og i Europa med Tysklands angreb på Polen d. 1/9 1939. Den blev til en sammenhængende global krig med Tysklands angreb på Sovjetunionen d. 22/6 1941 og Japans angreb på USA 7/12 1941. Krigen sluttede med Tysklands kapitulation d. 8/5 1945 og Japans kapitulation d. 15/8 1945. Alle verdens stormagter og et stort antal andre stater var deltagere i krigen.
Årsager og optakt
Krigen var resultat dels af Tysklands aggressive udenrigspolitik efter 1933, da det nationalsocialistiske parti kom til magten med Adolf Hitler som rigskansler, dels af japansk ekspansionspolitik og militarisme. Versaillestraktatens (som blev vedtaget efter 1. verdenskrig) bestemmelser pålagde Tyskland store krigsskadeserstatninger, forbød det at have en moderne hær og satte den sværindustri, tyskerne var stolte af, under kontrol. Dette oplevede den tyske befolkning som ydmygende. Social uro og store økonomiske og politiske problemer, særlig i forbindelse med Verdenskrisen fra 1929, gav nationalsocialisterne vind i sejlene. De lovede befolkningen at bryde “Versaillesdiktatet” og genskabe Tysklands stormagtsposition. Hitlers vision var at skabe et klasseløst folkefællesskab, der hvilede på “racerenhed” og økonomisk selvforsyning. Store dele af middelstanden og eliterne støttede disse mål, og den oprustning, der var nødvendig for at realisere dem, lovede godt for beskæftigelsen og tysk erhvervsliv. Fra nazisternes magtovertagelse i januar 1933 satte regimet alle kræfter ind på at virkeliggøre disse mål. Tilsvarende motiver og ekspansionshensigter lå i Mussolinis italienske fascisme.
Fra 1934 begyndte Tyskland en massiv oprustning, og fra 1936 blev dets økonomi og militær målrettet efter, at landet i løbet af fire år skulle kunne føre en erobringskrig. Ifølge det nazistiske regimes tankegang var 1. Verdenskrig blot blevet afbrudt, og den krig, der forberedtes, var anden akt. Tyskland genindførte værnepligten, og fra 1936 anvendtes en stigende andel af statsbudget og BNP til militære formål, i 1939 knap 70%.
Den 1/9 1939 angreb Tyskland Polen. Storbritannien og Frankrig stod dog ved deres garanti til Polen og erklærede 3/9 Tyskland krig. Vestmagterne indledte en søblokade af Tyskland, der svarede igen med en tysk ubåds- og handelskrig mod allierede og neutrale skibe, Slaget om Atlanterhavet, og den reelle start på 2. verdenskrig.
Den 7/12 1941 foretog Japan et overraskelsesangreb på den amerikanske flådebase Pearl Harbor på Hawaii og satte en stor del af den amerikanske Stillehavsflåde ud af spillet. Dagen efter erklærede USA Japan krig, og den 11/12 erklærede Japans allierede, Tyskland og Italien, USA krig. Hermed var krigen for alvor blevet global. Aksemagterne Tyskland, Japan og Italien samt deres allierede stod over for den verdensomspændende alliance, der med Storbritannien, Sovjetunionen og USA i spidsen til sidst bestod af ca. 50 stater, af hvilke nogle, fx Argentina og Danmark, dog først tilsluttede sig i verdenskrigens allersidste måneder.
Krigens konsekvenser
Krigens omkostninger var enorme, og man mener at den kostede mellem 50 og 70 millioner menneskeliv, de fleste civile. Potsdamkonferencen i juli 1945 regulerede det besatte Tysklands status og administration. De tre stormagter(Frankrig, England og Sovjetunionen) aftalte, at der skulle ske en gennemgribende demokratisering af landet, og at besættelsesmagterne kunne hente de skyldige krigsskadeserstatninger i hver sin zone.
Udfaldet af 2. Verdenskrig førte til afgørende magtforskydninger i det internationale system. Japan og Tyskland, der havde indledt krigen, var for en længere periode sat ud af spillet som stormagter. Frankrig og Storbritannien var alvorligt svækket og kunne ikke forhindre, at deres kolonier, uden hvis menneskelige og økonomiske resurser de ikke ville have været i stand til at føre krigen, efterhånden gjorde sig selvstændige. Som krigens egentlige sejrherrer fremstod Sovjetunionen, der etablerede et lukket system af afhængige, kommunistiske stater omkring sig, og USA, der i kraft af Bretton Woods-systemet fik den dominerende rolle i efterkrigstidens internationale økonomi. Konkurrencen mellem disse to stormagter og de ideologier, de repræsenterede (kommunismen og liberalismen), blev bestemmende for global politik frem til kommunismens sammenbrud omkring 1990 (se Jerntæppet og den kolde krig). De to stormagters udgangsposition var dog forskellig, idet USA med beskedne tab havde tjent store summer på leverancer af krigsmateriel, fødevarer mv. og udvidet sin produktionskapacitet enormt, mens Sovjetunionen forblev præget af kolossale tab af menneskeliv og materielle værdier.
Efterkrigstiden – 1945 til 1989:
Under 2. Verdenskrig stod USSR og USA sammen for at bekæmpe Hitler, men efter krigen var ovre, stod modsætningerne mellem disse to supermagter klart. ”Den kolde krig” placeres oftest lige efter 2. Verdenskrigs afslutning, altså i 1945, og denne periode varede indtil Murens fald i Berlin 9. november 1989. Den kolde krig betegnes ofte som en kamp mellem USA og kapitalismen på den vestlige side og USSR og kommunismen på den østlige side. Ved Murens fald i 1989 sås de første tegn på kommunismens fald, og i årene efter opløstes USSR.
USA var kommet meget styrket ud af krigen. Landets industrielle kapacitet var vokset betragteligt, det havde kun lidt små tab, og USAs territorium havde ikke været berørt. USA tegnede sig umiddelbart efter krigen for mere end halvdelen af hele verdens produktion. Storbritannien var derimod nedslidt og forgældet. At det fortsat regnedes for en stormagt i 1945 skyldtes først og fremmest dets imperium. Sovjetunionen havde lidt meget hårdt under krigen, men dets militære styrke var meget stor, dets befolkningsmæssige ressourcer var vældige, og dets diktatoriske politiske system gjorde det muligt for styret at mobilisere landets ressourcer fuldt ud.
Storbritanniens situation var meget lig de fleste lande i Europa. Alle pårørende lande i Europa havde lidt under krigen, og det stod nu på genopbygning af landet. Derfor kunne USA og USSR, med deres vældige økonomi, stille sig som supermagter umiddelbart efter krigen, og derfor vil vi kalde USA og USSR de geografiske midtpunkter under den kolde krig.
”Jerntæppet” var et begreb brugt for første gang af Winston Churchill til at beskrive situationen under den kolde krig. Som det ses af dette billede (http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/2/2a/Iron_Curtain_map.svg/250px-Iron_Curtain_map.svg.png) var hele Europa skarpt opdelt, og dette kaldes bipolaritet; enten var man med kapitalismen og USA (de blå lande på billedet), eller så var man sovjetisk og med USSR (de røde lande på billedet).
Perioden efter 2. Verdenskrig var selvfølgelig præget af en vis fattigdom og nød, men man havde dog teknologien til en stærk industri, som af Henri Ford blev kaldt samlebånds-industri. Specielt for USA var, at deres industri byggede meget på krigsførelse, og dette holdte ved i de følgende krige, både i Vietnam og i Korea. Man havde store fabrikker og man skulle møde på faste tidspunkter (stemple ind og ud).
Marshall-planen var en økonomisk plan som USA tilbød de kapitalistiske lande. Pakken var en stor økonomisk støtte til de lande der modtog den, men kravet var, at lande skulle være kapitalistisk og dermed markedet frit. Mange lande i Europa accepterede denne pakke og dette medførte stor handel med USA (da dennes handel var urørt af krigen). Marshall-planen skulle, udover at få markedet på benene igen, også fremme kapitalismen i Europa og den frie handel, hvilket blev indført ved at fjerne toldmurene (dette var også et krav ved planen). Både Frankrig, England, Tyskland og Danmark (og mange andre lande) modtog denne pakke, men ingen sovjetiske lande modtog pakken.
I Sovjetunionen søgte man at skabe sin egen uafhængige økonomi, således at handel med kapitalistiske lande ikke var en nødvendighed. Ekstra notat: I det kommunistiske system var markedet ikke frit, det var staten der regulerede hvad der skulle sælges og til hvilken pris.
Samfundet:
Her ser vi selvfølgelig på kapitalismen i USA og kommunismen i USSR. I USSR havde man diktatur, hvor lederen, Joseph Stalin, havde total magt over alle statens ressourcer og i alle hensigter. Der var en lille gruppe af mennesker som kontrollerede staten; dette var Stalins partimedlemmer og var altså en del rigere end resten af befolkningen. Som følge af kommunismens idealer var den brede befolkning ligestillet, selvom deres levestandard var en del under den gennemsnitlige amerikaners.
I USA og i vesten generelt havde man demokrati, og specielt var der højkonjunktur i USA med lav arbejdsløshed, mange rige og en velfærdsstat. Selve magtsystemet var bygget på repræsentativt demokrati, men der var desuden en form for økonomisk aristokrati, hvor de rige havde meget magt.
Vigtige personer:
John F. Kennedy, Dwight Eisenhower og Harry Truman.
John F. Kennedy var Amerikas præsident under ”Cuba-krisen”, der oftest betegnes som det tidspunkt under den kolde krig, hvor de to supermagter var tættest på åben krig. Sovjetunionen var i gang med at opsætte missil-installationer på Cuba, som var meget tæt på Amerika, hvilket dermed ville give Sovjetunionen en stor fordel.
Dwight Eisenhower stod bag domino-teorien, der var Amerikas primære grund til krig (Vietnam, Korea osv.) op igennem den kolde krig, og denne teori sagde, at hvis først 1 land/område kom under Sovjetisk styre, så ville de nærtliggende områder hurtigt følge trop, præcis som dominobrikker der vælter i en lang række. USA ønskede altså at inddæmme kommunismens udbredelse overalt i verden.
Harry Truman står bag Truman-doktrinen, en politik der afløste den tidligere Monroe-doktrin, der gik ud på at Amerika ikke skulle gå aktivt ind i henseender der lå udenfor landets grænser. Ved Truman-doktrinen bestemte man, at gå aktivt ind for at inddæmme (heraf navnet ”inddæmningspolitikken”) kommunismen, således at den ikke spredtes til andre lande.
NATO og Warszawa-pagten:
NATO står for North Atlantic Treaty Organization, der var et militærisk samarbejde mellem mange lande i Nordatlanten. Man besluttede, at et angreb på et af medlemmerne ville være et angreb rettet mod alle medlemmerne, og desuden at alle medlemslandene skulle hjælpe et medlemsland under angreb. Dvs. hvis et land blev angrebet, ville alle de andre sende støtte, oftest (men ikke nødvendigvis) i form af militære styrker. NATO-traktaten blev underskrevet den 4. april 1949.
Warszawa-pagten var det sovjetiske svar på NATO-traktaten. Pagten blev officielt stiftet og vedtaget af en række østeuropæiske lande i 14. maj 1955 og var en egentlig militæralliance mellem medlemslandene, meget lig NATO-traktaten.
En af de vigtige ting der kom ud af 2. Verdenskrig var skabelsen af FN, de Forenede Nationer. De Forenede Nationer blev grundlagt ved underskrivelsen af FN-pagten d. 26. juni 1945, endnu før krigen med Japan var afsluttet. FN var en fornyelse af forsøget på at skabe en universel organisation, der kunne danne ramme om en form for international retsorden, så konflikter kunne forebygges og løses på fredelig vis. FNs struktur kom til at afspejle de reelle magtpolitiske forhold. Kompetencen til at skride ind i internationale konflikter blev lagt hos et sikkerhedsråd, hvor de sejrende stormagter fik permanent sæde: Sovjetunionen, USA, Storbritannien, Frankrig og Kina. Disse permanente medlemmer fik vetoret over for beslutninger i rådet. FN stod bag menneskerettighederne, som senere fik stor indflydelse overalt i verden.
Kilde: Truman-doktrinen:
Kilden er en tale af den daværende amerikanske præsident Harry S. Truman til den amerikanske kongres. I Grækenland var der borgerkrig mellem en kommunistisk partibevægelse og en borgerlig regering, hvor briterne havde støttet den borgerlige regering. Efter 2. Verdenskrigs afslutning havde briterne dog ikke råd til at opretholde støtten, dette meddelte briterne til USA og Truman tog da initiativet og foreslog, at man overtog denne støtte. Talen gør op med den tidligere amerikanske udenrigspolitik, Monroe-doktrinen, som gik ud på, at Amerika holdte sig fra konflikter udover sine egne grænser. Med Truman-doktrinen ændres denne udenrigspolitik så USA nu går aktivt ind i udenlandske konflikter, med nationens sikkerhed som argument. Truman fortalte nemlig om Domino-effekten; hvis først 1 land blev kommunistisk, så vil de nærtliggende følge trop, og dette var Trumans argument for, at man skulle undgå et kommunistisk styre i Grækenland. Den Amerikanske kongres vedtog dette og der blev sendt 400 millioner dollars til Grækenland, samt civile og militære rådgivere, som Truman bad om.
Analyse:
Kilden er skrevet af Truman den 12. marts 1947
Kilden er rettet imod den Amerikanske kongres og skal overbevise denne om at føre en mere aktiv udenrigspolitik. Der anvendes virkemidler som patos, eksempelvis fokuseres der meget på ”nationens sikkerhed”.
Der er tydelig tendens imod kommunismen, eksempelvis siges der følgende om det: ”… Det andet system er baseret på et mindretals vilje, som med magt påtvinges flertallet. Det sætter sin lid til terror og undertrykkelse, en kontrolleret presse og radio, valgsvindel og undertrykkelse af personlig frihed.” Der er altså tydelig tendens imod kommunismen, der beskrives som et forfærdeligt styre, hvor flertallet lider under et fåtals styre.
Teknologiske/videnskabelige fremskridt
1. Verdenskrig
Maskin-pistolen, tanken, og andre militære våben. Tanken var mere en psykologisk fordel. Udviklingen i våbenindustrien havde kæmpe indflydelse på antallet af døde.
2. Verdenskrig
Masseødelæggelsesvåben var den største teknologiske udvikling under krigen, men man forskede desuden meget i krigsførelse generelt (såsom tanks).
Kold krig og frem:
Våbenkapløbet og rum-kapløbet. Under den kolde krig oprustede både USA og USSR store mængder af masseødelæggelsesvåben, og desuden blev kapløbet om at være de første til at sende en mand til månen også sat i fokus i denne periode. Atombomben blev ikke modtaget godt af Europas befolkning, og i mange lande opstod der demonstrationer. Efter Marshall-planen var der en industriel bølge, hvor handel og teknik accelererede med USA som handelscentrum.
Videnskaben:
Relativitetsteorien og kvantemekanikken ændrede synet på vores plads i universet, og hvordan naturen er indrettet. Eksistentialistisk havde disse indflydelse, men også i industrien. Kvantemekanikken accelererede drastisk udviklingen af computere.
Vi mangler lige en enkelt kilde, nemlig vores gennemgang af Menneskerettigheder, som vi vil skrive ind så hurtigt vi kan 
